Dansk
Danskfaget på Blaagaard/KDAS er et fag for dig der kan lide at arbejde med sprog og tekster. Vores mål er at give dig et godt fagligt og fagdidaktisk fundament med henblik på at kunne varetage danskundervisningen i folkeskolen.
Dansk er skolens største fag og spiller en central rolle i udviklingen af elevernes grundlæggende færdigheder og kompetencer i forhold til at kunne læse, skrive, tale og lytte og i forhold til elevernes personlige udvikling. Det gør danskfaget til et bredt og alsidigt fag i læreruddannelsen.
Danskfaget omfatter en række faglige områder, hvor hovedområderne er: Læse, skrive, tale og lytte. Nogle af de faglige områder vi arbejder med, vil du være bekendt med fra din tidligere danskundervisning, andre vil sandsynligvis være nye; fx begynderlæsning og børnelitteratur.
Læse og skrive
Læsning og skrivning er skriftsproglige aktiviteter, og begge områder omhandler elevernes evne til at beherske skriftsproget, derfor arbejder vi ofte med disse to faglige områder i tæt samspil. Områderne omfatter såvel begynderlæsning og –skrivning som arbejdet med den fortsatte læsning og skrivning på skolens mellemtrin og i de ældste klasser. Den fortsatte læsning og skrivning har fokus på elevernes evner til at læse mange forskelligartede tekster med forståelse og fornøjelse, og på elevernes egen skriftsprogsproduktion og deres evner til at udtrykke sig i forskellige genrer.
I arbejdet med skriftsprog vil du møde både analytiske og kreative aktiviteter. På et teoretisk grundlag arbejder vi eksempelvis med analyser af elevtekster, og vi arbejder med din egen skriftproduktion inden for forskellige genrer.
Arbejdet med at læse og skrive vedrører dog ikke kun skriftsproget; vi lever i dag i et multimedialt samfund, derfor beskæftiger vi os også med den moderne it-teknologis udtryksformer og genrer og med de mere traditionelle medier som film, tv og aviser. Mediedelen af faget har desuden fokus på børns og unges mediebrug.
Tale og lytte
I arbejdet med områderne tale og lytte er det centralt at du får indsigt i talesprogets særlige karakteristika og genrer og i retorikkens forskellige discipliner.
Vi beskæftiger os med hvordan man bruger talesproget i forbindelse med undervisning. Du skal således opnå kompetencer i at anvende de talesprogsgenrer der er relevante i lærerarbejde: fx oplæsning, fortælling, mundtlige oplæg, klassesamtale og –diskussion. Og vi beskæftiger os med forskellige metoder og tilgange til undervisning i mundtlighed i skolen. Elever på alle klassetrin skal fortælle, formulere sig, dramatisere og fremlægge, og de skal have respons fra både kammerater og lærere, så de får øje på, hvad der fungerer bedst og mest hensigtsmæssigt i forskellige kommunikationssituationer.
Uanset hvilket fagligt område vi arbejder med, knytter vi arbejdet til undervisningen i skolen. Vi lægger vægt på at du bliver i stand til at formulere mål for din undervisning og for elevernes læring, at du bliver god til at tilrettelægge undervisning og at vejlede elever i forhold til at nå disse mål. Fagdidaktikken er således en central del af danskfaget fordi vi løbende beskæftiger os med og diskuterer danskfagets indhold (hvad), fagets begrundelse (hvorfor) og fagets handlinger (hvordan). For at bidrage til den fagdidaktiske dimension varetages en mindre del af undervisningen i danskfaget af en pædagogiklærer.
Danskfaget er et toårigt linjefag
- Det første år med dansk kaldes fællesdelen. Fællesdelen er en introduktion til fagets faglige områder med særligt fokus på skolens mellemtrin (4. – 6. klasse).
- Det andet år specialiserer du dig; enten mod begynder- og mellemtrinnet eller mod mellem- og sluttrin og dermed i de særlige faglige områder der knytter sig til disse trin i skolen.


