
Dag
Dagstuderende møder fra kl. 8 om morgen og bliver ofte på Blaagaard/KDAS til eftermiddagstimerne, hvor gruppearbejde og individuelle studieprocesser kan fortsættes i studie- og lektiecafeer, i kantinen eller på biblioteket.
Læreruddannelsen bygger på tre grundelementer: Praktik, linjefag og de pædagogiske fag. Det er i samspillet mellem disse tre elementer, at det professionsrettede, det der peger frem mod arbejdet som lærer, udvikles. Læreruddannelsen kendetegnes af sammenhæng og progression mellem teori og praksis. Uddannelsen udvikler den studerendes personlighed som lærer, og der lægges vægt på, at den studerende indgår i forpligtende samarbejdsforhold. Gennemsnitsalderen ved optagelse på dagafdelingen er mellem 22 og 24 år. De fleste får SU, og nogle har supplerende erhvervsarbejde, en del som vikarer i folkeskolen.
Skema
Dagskemaet for en uge omfatter ca. 20 lektioner fordelt fra mandag til fredag. Hertil kommer tid til vejledning, opgaveløsning og anden forberedelse. I uddannelsens opbygning tilstræber vi en jævn fordeling af den studerendes arbejde. Gennem holddannelsen sikres en god social forankring i dagligdagen.
Dagligdag i en praktikperiode
I praktikkerne indgår man i arbejdet omkring en eller flere klasser på 'lige fod' med klassens øvrige lærere. Man møder fx kl. 8:30 for lige at få styr på de sidste detaljer, kopiere de sidste sider osv., og er så med i undervisningen i en klasse i fx 4 lektioner. Bagefter taler man sammen i praktikgruppen og med praktiklæreren, for så at arbejde videre med forberedelserne til næste dags undervisning. Enten sammen eller hver for sig.
Hver dag noterer man i sin praktiklogbog, og erfaringerne/oplevelserne diskuteres løbende med studiekammerater og praktiklærer. Logbogen inddrages endvidere i undervisningen på seminariet efter praktikken.
